A8_gård_2015_Em_60.jpg

Præsentation - Kollektivet Anholtsgade 8 & Anholtsgadefonden

Anholtsgadefonden har uddelt mange hundrede tusinde kroner i Århus & Omegn siden Fondens oprettelse i 1981. 

Året før havde en gruppe kollektivister solgt deres gamle kollektiv, og nye mennesker befolkede og levede og byggede i skiftende kollektiver videre på bygningerne i den tidligere kondemnerede byejendom, Anholtsgade 8-10, opført i 1880.

Huset blev slumstormet 30. april 1971, efter en nøje plan for besættelse, renovering og indretning. Alt det og meget, meget mere er beskrevet i Anholtsgadekrøniken.

Kollektivet Anholtsgade 8 har siden med glæde fejret både 30 års og 40 års og 45 års jubilæum som levende og kollektiv organisme.  (Se den nutidige Anholtsgade på google street-view). (Se kort beskrivelse i da.wikipedia).

Efter slumstormen i 1971 fortsatte kollektivisternes bestandige renovering og ombygning samt et vedvarende lokalpolitisk benarbejde. I 1975-76 medførte indsatsen, at Århus Kommune ophævede sin kondemnerings-kendelse og dermed lovliggjorde beboelsen. Efter 5 års besættelse tilbød Århus Kommune kort efter de daværende beboere at købe ejendommen af Kommunen, som måtte anerkende kollektivisternes livsmod, fantasi og vedholdenhed i et Sjællandsgadekvarter præget af mangfoldige beboeraktiviteter.

Denne kollektive købergruppes oprindelige og nye medlemmer kunne da i 1980 sælge huset videre som kollektiv til nye generationer af kollektivister, organiseret som andelsforening.

I stedet for at privatisere en stor pose penge ved hushandelen satte vi hele overskuddet fra til fællesskabende deling, til støtte for progressive projekter i byen. Vi kaldte dengang organiseringen af overskudspengene for Anholtsgadefonden, men juridisk er der tale om en forening.